





”Det er særligt kokke og tjenere, der er mangel på, og det er et stort problem, som kræver, at den enkelte restaurant, kro eller det enkelte hotel nytænker rekrutteringsprocessen og investerer de fornødne ressourcer i at finde den helt rigtige medarbejder,” mener Thorkild Fuglsang Nielsen, som er ejer og stifter af HEAD aHEAD. Og der er faktisk en hel del, som virksomhederne selv kan gøre for at blive mere attraktive over for potentielle medarbejdere.
Over grænsen
Når du leder efter en ny medarbejder, kan du øge chancen ved at søge bredt. ”Det kan være givende at bruge studerende, at tage folk ind fra andre brancher eller at tage udlændinge ind,” siger Thorkild Fuglsang Nielsen. Især sidstnævnte kan vise sig at være en god løsning for hele branchen fremadrettet. HEAD aHEAD har sat gang i et projekt, som netop handler om at få virksomhederne til at se fordelene i at hente arbejdskraft uden for Danmarks grænser. ”Der er rigtig mange dygtige kokke i vores nabolande, og hvis vi gør det attraktivt for dem at komme til Danmark og arbejde, kan vi i fællesskab få løst problemerne med den manglende arbejdskraft,” forklarer Thorkild Fuglsang Nielsen.
Gennemgå arbejdsprocesserne
Et andet godt råd kan være at fordele arbejdsopgaverne anderledes. Ofte har eksempelvis kokke en lang række opgaver, som godt kan varetages af andre medarbejdere. ”Det kan være en rigtig god idé at gennemgå de interne processer,” siger Thorkild Fuglsang Nielsen og tilføjer: ”Der er som regel en del steder, hvor den enkelte virksomhed med fordel kan omstrukturere, så opgaverne bliver bedre fordelt.”
Brand din virksomhed
”Når man snakker branding, tænker virksomhederne straks på kunderne, og de glemmer ofte, at de også skal brande sig over for potentielle medarbejdere,” siger Thorkild Fuglsang Nielsen. Derfor opfordrer han virksomhederne til at tænke over, hvordan de kommer til at fremstå attraktive over for den arbejdskraft, de gerne vil tiltrække. ”Hvorfor skal den her medarbejder vælge lige netop din virksomhed? Her kan det for eksempel være en idé at fremhæve særlige personalegoder eller sammenholdet blandt kollegaerne,” foreslår Thorkild Fuglsang Nielsen.
Få hjælp til at finde den rigtige medarbejder
For Thorkild Fuglsang Nielsen er det vigtigt at understrege, at rekrutteringsprocessen bør ses som en investering – både i forhold til tid og penge. ”Hvis man ikke finder den helt rigtige medarbejder, risikerer man at stå og mangle arbejdskraft igen få måneder efter,” understreger Thorkild Fuglsang Nielsen, og så opfordrer han til, at virksomhederne eventuelt søger hjælp til rekrutteringen.
Hos HEAD aHEAD kan de blandt andet hjælpe med at udarbejde en profilanalyse af kandidaten samt en stillingsannonce. ”Vi har forskellige pakkeløsninger,” fortæller Thorkild Fuglsang Nielsen og fortsætter: ”Vi kan tilbyde at finde og udvælge egnede kandidater og hermed fjerne tidskrævende administrativt arbejde fra virksomheden.”
Alle rettigheder forbeholdt | What's Cooking