





Danskerne vandt over de svenske naboer i landskampen i maj, og det kan vi godt være ekstra stolte af. Lige som det rød-hvide Cateringlandshold er svenskerne nemlig i absolut topklasse. Faktisk er de i øjeblikket forsvarende verdensmestre, og det lover godt for Danmarks chancer til VM i 2018.
Landskampen fandt sted på Cookery i Odense, hvor Cateringlandsholdet også træner almindeligvis. De to hold skulle blandt andet tilberede buffeter bestående af suppe, en kød- og fiskeret, en vegetarret, fire forskellige slags tilbehør, salatbar med fire forskellige salater og minimum tre forskellige dressinger samt en dessert.
”Det er også den opgave, vi får til VM, så det gav os mulighed for at teste forskellige smagskombinationer og finde ud af, hvilke retter vi kommer til at stå stærkest med til VM,” siger Dennis Nielsen, der er holdkaptajn for Det Danske Cateringlandshold. Holdet har efterfølgende lagt fast, hvilke retter de skal køre med til VM, så nu skal de bare have finpudset de sidste detaljer og være sikre på, at det hele sidder lige i skabet hver gang.
Landskamp var bare opvarmning
Der var hverken vrede hooligans eller baneløbere under landskampen, der foregik i fred og fordragelighed: ”Det var en venskabskamp. Efter kampen tog vi ned i Odense by og spiste middag sammen, og herefter drak vi en øl på hotellet,” fortæller Dennis Nielsen og fortsætter: ”Landskampen kan ses som opvarmning til VM. Det er en oplagt mulighed for at forbedre hele holdets præstation på flere fronter. På det hold, vi stiller med til VM, er det kun mig, som tidligere har deltaget i en af de helt store konkurrencer, og derfor var landskampen en chance for, at de andre på holdet kunne opleve den stemning og det pres, der er under sådan en konkurrence.”
Man lærer af sine fejl
Til de helt store konkurrencer som OL og VM starter hvert hold på 100 point, og så trækkes der point fra, hvis de begår fejl. Landsholdene får dog ikke at vide, hvorfor de får minuspoint, og derfor ved de heller ikke, hvilke fejl de har lavet. Det kan være det tekniske niveau, der ikke er højt nok, eller hygiejnen, der ikke har været helt i top – eller måske smager deres retter bare ikke af nok.
”Det er svært at forbedre sig, hvis man ikke ved, hvilke fejl man har lavet. Nogle gange ved vi det jo godt, men det er også tit, at vi ikke gør. Derfor var landskampen meget lærerig for os, for her havde vi en overdommer, som indvilligede i at give respons efterfølgende,” fortæller Dennis Nielsen og fortsætter: ”Her viste det sig for eksempel, at jeg havde tolket reglerne for desserten forkert. Ifølge reglerne har vi fem timer til at lave al maden og 20 minutter herudover til at færdiggøre desserten. Det viste sig, at vi kun måtte bruge de 20 minutter på at anrette, men at alle elementer skulle være lavet færdige inden for de fem timer. Det kan jo sagtens være en fejl, vi også har lavet tidligere.”
En lærerig oplevelse
Der er rigtig mange ting, der skal tænkes ind, når man laver mad til mange mennesker, og der er skrappe krav og forventninger under VM:
”Vi arbejder aktivt med økologi, bæredygtighed og madspild, og det er også noget af det, vi bliver vurderet på til både VM og OL. Det kan jo hurtigt give et voldsomt madspild, når man tilbereder mad til 150 mennesker, og derfor skal vi for eksempel tænke ind, hvordan vi får udnyttet råvarerne bedst muligt,” forklarer Cateringlandsholdets teammanager Tonny Meyer.
Landskampen var heldigvis en oplagt mulighed for at få styr på mange af facetterne, og både svenskerne og danskerne var positivt stemte over hele arrangementet. Tonny Meyer håber på, at de kan mødes en anden gang og gentage succesen:
”Det kræver en hel del koordinering, når et landshold skal rejse til et andet land, for de skal selv medbringe deres råvarer, men det var meget lærerigt, og jeg tror, vi er blevet klædt endnu bedre på til VM i november. Det er også mit indtryk, at svenskerne fik rigtig meget ud af det, så det bliver spændende, når vi mødes til VM,” siger han.
FAKTABOKS
Danskerne er blandt de bedste
På verdensplan findes der 15 cateringlandshold, og der bliver løbende etableret flere. Det Danske Cateringlandshold har eksisteret siden januar 2014. Trods holdets relativt korte levetid har de formået en hel del. Tilbage i 2016 deltog holdet ved OL i Erfurt, hvor de fik en guldmedalje i disciplinen `mad til 150 personer på tid´, og det sikrede dem samlet set en bronzemedalje.
Alle rettigheder forbeholdt | What's Cooking