




Det er en livsfilosofi at leve i et med naturen for Søren Pedersen, der ejer Norsminde Kro. Det betyder for ham, at hans restaurant kun serverer mad med sæsonens råvarer.
”Om sommeren går man i korte bukser og ærmer. Om vinteren går man i tykke trøjer. Sådan er det også med maden. Om sommeren er det lækkert med lette salater, og om vinteren vil vi gerne varme os med en simreret, siger Søren Pedersen og fortsætter:
”Det kan godt være, at man kan købe jordbær i december måned i supermarkederne. Men råvarerne smager nu altså bedst, når de er i sæson.”
Derfor er det højt prioriteret på Norsminde Kro at følge sæsonens råvarer – også når det lunefulde danske vejr forlænger eller forkorter den periode, hvor en råvare er i sæson. Det giver vanskelige planlægningsproblemer for en topprofessionel restaurant, men det er alligevel et princip, Søren Pedersen ikke vil vige fra.
”Det er en kompliceret proces, men vi gør det alligevel”
I 1998 åbnede Søren Pedersen sin første restaurant, der havde en håndskrevet menu, og ingredienserne blev fundet i haven. I dag leder han en stor kro med tre skiftende køkkenhold, en stor gruppe tjenere og administrative medarbejdere, der står for at renskrive og oversætte menuen til tre sprog. Alligevel har livsfilosofien om at leve i et med naturen fundet indpas i restaurantens rutiner.
”Det er et stort planlægningsarbejde at lave en menu efter sæsonens råvarer – specielt for vores gourmetrestaurant, der serverer en otte-retters menu,” siger Søren Pedersen.
Foruden den omtalte Restaurant Prés har kroen også et Brasserie, der har en mere folkelig menu. Både for restauranten og brasseriet er det en stor proces, der skal sættes i bevægelse, når en råvare pludselig ikke længere er i sæson på grund af de lunefulde, danske årstidsskift.
”Vores tre køkkenhold skal have en ny opskrift, som alle skal følge. Tjenerne skal informeres, så de kan fortælle gæsterne, hvad retten består af. Og i receptionen skal de oversætte den nye menu til tre sprog, omregne priser og lægge menuen på både hjemmesiden og de sociale medier. Det er en kompliceret proces,” siger Søren Pedersen og fortsætter:
”Men vi gør det, hvis det er nødvendigt. For vores kunder skal gerne have den bedste kvalitet til den bedste pris – og det kan vi bedst sikre ved at følge vores princip med kun at bruge råvarer i sæson.”
Alle rettigheder forbeholdt | What's Cooking