





På det danske marked er BENT BRANDT den største leverandør af udstyr til storkøkkensektoren, og de leverer blandt andet produkter til hoteller, restauranter og kantiner. De forsyner kunderne med alle former for maskiner, inventar og serverings- og køkkenartikler, og det gør dem til en oplagt sponsor for Cateringlandsholdet.
BENT BRANDT bakker op om branchen
BENT BRANDT har 50 års know how, som de stiller til rådighed for Cateringslandsholdet. Omvendt kan Cateringlandsholdet give BENT BRANDT et indblik i, hvilke udfordringer og behov der er i catering-branchen netop nu. ”Vi har været sponsor for Cateringlandsholdet siden den 1. marts 2016, og vi er meget glade for at have dem som sparringspartner. Det giver os en unik mulighed for at udvikle så gode produkter som overhovedet muligt,” siger Anette Haaning Charles, som er Key Account Manager hos BENT BRANDT.
Cateringlandsholdets teammanager, Tonny Meyer, er ligeledes meget positiv: ”Når BENT BRANDT bakker op om Cateringlandsholdet, er de med til at gøre hele catering-branchen mere synlig og dermed også mere attraktiv. På den måde kan vi i fællesskab fremme dansk gastronomi,” fortæller han.
Fade og faglig feedback
Køkkenudstyret er en afgørende faktor for, at Cateringlandsholdet kan præstere optimalt, og derfor ligger der mange tanker bag udformningen og brugen af hver enkelt ting. ”Vi skal være i stand til at lave mad til 150 mennesker på én gang, og det skal være så let som overhovedet muligt. Herudover skal de forskellige retter også tage sig godt ud, når vi serverer dem,” siger Tonny Meyer og tilføjer: ”Med BENT BRANDT som sponsor kan vi være med til at sætte vores præg på køkkenudstyret, og det er en kæmpe fordel for os.”
Anette Haaning Charles besøger ind i mellem Cateringlandsholdet under deres træning, og hun har som regel et produkt under armen, som de kan prøve af. ”Sidste gang havde jeg nogle serveringsfade med. Det gør en verden til forskel, at jeg kan se, hvordan de bruger udstyret, for det giver mig en rigtig god fornemmelse af, hvad der sker i catering-branchen, og hvad der er fokus på netop nu,” fortæller hun. Efter endt træning giver Cateringlandsholdet feedback på det udstyr, de har testet. Herved bidrager holdet til, at BENT BRANDT kan videreudvikle allerede eksisterende produkter eller skabe helt nye.
Rational Vario Cooking Center
Der er flere goder ved at have BENT BRANDT som sponsor. Cateringlandsholdet er især glad for den Rational Vario Cooking Center, som de ofte bruger. Den er lavet af det tyske firma Rational, som BENT BRANDT er leverandør af, og den står permanent i køkkenet i Cookery, hvor Cateringlandsholdet træner. Rationel Vario Cooking Center kan blandt andet stege og koge med og uden tryk – alt sammen på én gang – samt fritere. Ingen opgave er for lille eller for stor, og Rational Vario Cooking Center bevarer varmen, uanset hvor meget der fyldes i den. ”Rational Vario Cooking Center er computerstyret og har samme display og styring som ovnene fra Rational, og det sparer os en masse tid. Vi behøver ikke at holde øje med maden hele tiden, og vi får et flot og ensartet resultat hver gang,” fortæller Tonny Meyer.
Til VM i november 2018 vil Cateringlandsholdet også have en Rational Vario Cooking Center til rådighed, og den er derfor et vigtigt element under træningen. Ved at øve sig i at bruge Rational Vario Cooking Center kan holdet opnå et perfekt resultat til konkurrencen. Tonny Meyer er taknemmelig for alle Cateringlandsholdets sponsorer, hvis opbakning forhåbentlig kan bidrage til en dansk sejr og være med til at sætte endnu mere fokus på catering-branchen. ”Cateringlandsholdet går benhårdt efter den prestigefyldte førsteplads til VM,” forsikrer Tonny Meyer og afslutter: ”Takket være vores sponsorer er det et realistisk mål.”
FAKTABOKS
Cateringlandsholdet sponseres af:
BENT BRANDT
Kohberg
Orkla Foods Denmark
De Forenede Dampvaskerier A/S
College360 Silkeborg
Unilever Food Solutions
ScanBox
Royal Greenland
Lavazza
Jøni Foodline
Phototypical
FREMHÆVET CITAT
”Vi skal være i stand til at lave mad til 150
mennesker på én gang, og det skal være så let som overhovedet muligt.”
Tonny
Meyer
Alle rettigheder forbeholdt | What's Cooking