





Samhandel er et samarbejde mellem en række af Danmarks bedste kroer, hoteller, konferencecentre, vandrehjem og øvrige fødevarevirksomheder, og målet er at gøre det billigt, når de køber fødevarer, linned, rengøringsartikler, forsikringer og meget andet. Fællesskabet gør det muligt for Samhandel at skaffe gode priser hjem til medlemmerne hos leverandørerne, og det resulterer i store besparelser for medlemmerne på årsplan. Lige nu har Samhandel 300 medlemmer fordelt over hele landet, og det tal er støt stigende. Flere og flere får nemlig øjnene op for medlemsfordelene i foreningen.
Effektivisering giver gode priser
”Som medlem får du mest muligt ud af konceptet ved at justere din adfærd,” starter Torben Serritslev, som er administrerende direktør for Samhandel. Går et medlem for eksempel fra at få varer alle ugens syv dage til måske kun at få varer to eller tre gange om ugen, sparer leverandøren både tid og penge i forbindelse med udbringning. ”Det bliver billigere for leverandørerne, når de har mulighed for at effektivisere. Det koster penge, hver gang maskinerne sættes i gang, så jo mere de kan producere på én gang, jo billigere kan de gøre den enkelte vare,” fortæller Torben Serritslev.
Pengene kommer tilbage til medlemmerne
Samhandel er en nonprofit forening, og det betyder, at de ikke må have overskud. De købte i 2016 ind for over en halv mia. netto og tilbagebetalte godt 60 mio. til medlemmerne. ”Vi fungerer ud fra et belønningsprincip. Jo mere et medlem har brugt Samhandel, og jo bedre de har været til at udnytte effektiviseringsprincippet, jo flere penge ender de med at få tilbage fra os ved årets udgang,” forklarer Torben Serritslev.
Når du melder dig ind i Samhandel, betaler du et beløb for at blive en del af foreningen. Herfra koster det ingenting at få del i goderne. For at undgå for meget administrativt arbejde skal medlemmerne blandt andet som minimum handle for 1 million kroner ved Samhandels leverandører i løbet af et år.
Optimér indkøbene og opnå bonusser
Selve processen med at bestille varer er den samme, som medlemmerne er vant til. De går bare selv ind på leverandørens hjemmeside og bestiller det, de skal bruge. Når et medlem bestiller varer fra en tilknyttet leverandør, får Samhandel tilsendt en e-faktura, og på den måde kan de holde øje med, hvor store besparelserne er. ”Vi har selvfølgelig nogle krav til, hvor meget vores medlemmer må handle ved andre leverandører, for ellers kan vi ikke gøre tallene op og fastlægge besparelsen,” siger Torben Serritslev. Faktureringssystemet gør det muligt for Samhandel at analysere medlemmernes indkøbsmønstre, og herved kan de hjælpe med at optimere indkøbene, så medlemmerne opnår større bonusser.
Alle rettigheder forbeholdt | What's Cooking