





Når Det Danske Kokkelandshold drager afsted til OL i 2020 er det med helt nyt og eksklusivt porcelæn i bagagen. I samarbejde med den norske producent Figgjo udvikler landsholdet hvert fjerde år det porcelæn, som de anretter på, når de dyster i koldt bord.
Et tæt samarbejde sikrer eksklusivt design
Figgjo ligger uden for Stavanger i Norge, og det er her, Kokkelandsholdet tager hen, når de i foråret 2020 skal have lavet det nye porcelæn, som skal bruges til OL i efteråret. Allerede et år før OL begynder holdet at komme med idéer til, hvordan det nye porcelæn skal se ud. ”Det er vigtigt, at anretningen og porcelænet supplerer hinanden, og at porcelænet hæver præsentationen af maden,” siger Sten Slot Knudsen, som er direktør for Kokkelandsholdet. ”Derfor udvikler vi porcelænet i tæt samarbejde med Figgjos produktudviklingsafdeling.”
Hos Figgjo bruger de traditionelt håndværk og moderne maskiner til at udvikle stilrent og holdbart porcelæn. Nogle af produkterne kræver mere end 50 berøringer af menneskehænder gennem produktionsprocessen, og Figgjo lader sig gerne udfordre, hvis kunderne ønsker et helt bestemt design: ”Når Det Danske Kokkelandshold får designet porcelænet til OL, er det vigtigt for os, at det produkt, vi skaber, stemmer overens med deres koncept,” fortæller Anne Torunn Espedal Olsen, som er salgsleder hos Figgjo med ansvar for Skandinavien.
Høj kvalitet og et enkelt udtryk
Samarbejdet mellem Figgjo og Kokkelandsholdet går helt tilbage til 2006, og det er et samarbejde, som begge parter er rigtig godt tilfredse med. ”Vi får muligheden for at arbejde sammen med nogle af de største talenter og bedste kokke i Danmark, og det er vigtigt for os,” siger Anne Torunn Espedal Olsen. Og når Sten Slot Knudsen skal fortælle, hvorfor Kokkelandsholdet er så glade for Figgjos produkter, er han ikke i tvivl: ”Det er meget høj kvalitet, det er nordisk, og så har det et helt enkelt udtryk, som vi godt kan lide.”
Kokkelandsholdet har eneret på det specialdesignede OL-porcelæn, indtil OL er ovre. Herfra kan det indgå i Figgjos sortiment. ”Det er Kokkelandsholdets idéer, som ligger til grund for det produkt, vi designer til dem, og derfor skal det også være eksklusivt,” understreger Anne Torunn Espedal Olsen.
Porcelænet betyder noget
Det er helt afgørende for Kokkelandsholdet, at de har det nye porcelæn i god tid, og derfor begynder udviklingen af porcelænet også et år før OL: ”Holdet øver på det, inden de tager afsted, så alle detaljer er på plads inden OL,” siger Sten Slot Knudsen. Og træningen gav da også pote til OL i Erfurt i 2016, hvor Junior Kokkelandsholdet vandt guld i koldt bord og Senior Kokkelandsholdet vandt sølv.
Selvom porcelænet udvikles i forbindelse med OL, bruger Kokkelandsholdet det også til VM, når de konkurrerer i koldt bord. Til varmt bord må Kokkelandsholdet ikke benytte deres eget porcelæn, men når de afholder arrangementer i Danmark, bruger de porcelænet til både varmt og koldt. ”Næste mål er VM i Luxemburg i 2018,” siger Sten Slot Knudsen, ”og når det er veloverstået, begynder vi at brainstorme på idéer til det porcelæn, vi skal have med til OL i 2020.”
Alle rettigheder forbeholdt | What's Cooking