





Til efteråret er det niende gang, at Skaldyrshovedstanden Nykøbing Mors afholder Østers- og Muslingepremiere. Samtidig er det tredje gang, at Nykøbing er værtsby for DM i Østersåbning og Champagnesabling, som arrangeres af henholdsvis Kokke Forening Danmark og Tjenerforeningen. Begivenhederne er slået sammen til et brag af en fest lørdag den 13. oktober 2018, og du er velkommen til at tilmelde dig som deltager eller bare kigge forbi.
I 2017 deltog 14 champagnesablere og syv østersåbnere, og i år håber arrangørerne, at endnu flere deltager: ”Det kan måske virke lidt intimiderende, hvis man ikke er så øvet, men konkurrencerne er også en oplagt mulighed for at blive bedre og ikke mindst for at møde nye mennesker i branchen,” fortæller Anders Heegaard, der er koordinator for DM og til dagligt arbejder som faglærer på Uddannelsescenter Holstebro.
Klar, parat – sabl!
Champagnesablerne skal hver sable to flasker og skænke op i 16 glas, og det skal selvfølgelig være elegant. De bedømmes blandt andet på, hvorvidt de får sablet i første hug, og de får strafpoint for at spilde. Der skal desuden være den samme mængde i alle glas. ”Dommerne kan godt finde på at drille deltagerne og give dem for mange glas. Det skal deltagerne selv opdage, og det trækker fra, hvis de skænker op i mere end 16 glas,” smiler Anders Heegaard. Den sablede champagne frigives til publikum, der kan nyde et glas bobler, inden startskuddet lyder for østersåbnerne.
Østersåbning er blodig alvor
Til østersåbningen dyster deltagerne blandt andet på tid. De skal åbne 30 østers, og her bliver det tydeligt, at talemåden ”at være lukket som en østers” ikke er opstået uden grund. Det kræver teknisk snilde og det helt rette håndelag at åbne østers, og der uddeles strafpoint, hvis deltagerne ikke frigør kødet ordentligt, hvis der er skaller i kødet, eller hvis de bløder i deres østers. Og det er rent faktisk en reel risiko, at østerskniven smutter og rammer en finger. ”Deltagerne får hver udleveret 30 Limfjordsøsters, der nøje er udvalgt efter størrelse, så de er så ens som muligt. Deltagerne kan dog få byttet østers, hvis dommeren vurderer, at der er en sikkerhedsmæssig grund til det,” forklarer Anders Heegaard.
Vinderen af østersåbningen bliver den danske repræsentant til VM i Galway i Irland, men konkurrencen bliver hård. Østerskongen Jesper Mølgaard Knudsen har nemlig vundet DM hele seks gange i træk og vandt desuden VM i 2013, og når bølgerne går højt, kan han åbne sine 30 østers på under tre minutter. ”Det går rigtigt stærkt, og han er en hård konkurrent. Vi håber på, at vi i 2018 kan få en juniorkonkurrence i gang, så de yngre og måske lidt mere uerfarne også kan være med,” siger Anders Heegaard.
En helt særlig stemning
I 2017 var der omtrent 2.000 publikummer, som overværede konkurrencerne, og herudover blev det hele livestreamet, så andre interesserede kunne følge med på Facebook. ”Der er virkelig gang i den henover weekenden,” fortæller Anders Heegaard og fortsætter: ”Deltagerne mødes allerede fredag til en hyggelig sammenkomst. Det foregår sideløbende med arrangementet Wine & Dine, som starter med en helaftensmiddag tilberedt af Michelin-stjernekokken Anita Klemensen og gourmetkokken Jens-Peter Skov. Lørdag er der Østers- og Muslingepremiere, hvor det fejres, at det igen er tilladt at fiske efter muslinger og østers. Her er man velkommen til at kigge forbi festteltet og smage de mange herligheder fra havet. Sideløbende afholdes DM i Østersåbning og Champagnesabling, så der bliver nok at se på.”
De fleste af deltagerne kender hinanden i forvejen, og de snakker og hygger sig i hinandens selskab, inden konkurrencerne går i gang. ”Det er et fantastisk arrangement med meget glæde og meget spænding blandt deltagerne. I 2017 lagde de ud med at åbne 600-700 østers, og de nye stod ved siden af og lærte nye teknikker. Selvfølgelig er deltagerne konkurrenter på podiet, men uden for konkurrencerne er de kollegaer og venner, og det skaber en helt særlig stemning,” siger Anders Heegaard og afslutter med en opfordring: ”Hvis du har bare en lille champagnesabler eller østersåbner i maven, skal du helt klart melde dig til. Det bliver sjovt, nervepirrende og lærerigt.”
Alle rettigheder forbeholdt | What's Cooking