Få ny viden og skab et solidt netværk
Kokke Forening Danmark har eksisteret siden 1926. Det startede med en håndfuld køkkenchefer fra København, men i dag har foreningen bredt sig ud og består af medlemmer fra hele landet. Selvom Kokke Forening Danmark er en upolitisk forening, vægter deres stemme i samfundsdebatten, og deres mål er at bidrage aktivt til den gastronomiske udvikling. Dét gør de blandt andet gennem deres medlemmer. For eksempel ved at tilbyde dem forskellige brancherelaterede kurser.
En hård branche
”Kokkebranchen er hård, og den er udfordret for tiden,” fortæller Uffe Nielsen, som er præsident for Kokke Forening Danmark, og fortsætter: ”Det er svært for restauranterne at finde kvalificeret arbejdskraft, for mens der skyder flere og flere restauranter op, er der færre som uddanner sig inden for faget.”
De skæve arbejdstider gør det ligeledes svært at rekruttere folk til branchen, for det er næsten umuligt at få et familieliv til at fungere, når aftener og weekender er sat af til arbejde. ”Hos Kokke Forening Danmark vil vi gøre det lettere for kokke at skabe og udvide deres netværk. På den måde øger medlemmerne også muligheden for netop at finde kvalificeret arbejdskraft,” siger Uffe Nielsen.
Kurser gavner medlemmerne
Hos Kokke Forening Danmark har de også fokus på efteruddannelse. Mange kokke drømmer om at få deres egen restaurant, og det kræver en masse viden om dét at drive forretning. ”Det er ikke nok, at man kan lave god mad, hvis man så ikke ved, hvordan man får en forretning til at løbe rundt,” forklarer Uffe Nielsen og fortsætter: ”Derfor arbejder Kokke Forening Danmark på, at der udbydes kurser, hvor medlemmer, der drømmer om at blive selvstændige, kan få en masse viden om, hvordan de realiserer denne drøm.”
De unge skal med
Et helt nyt tiltag i foreningen er KF Ungdom, som hører under Kokke Forening Danmark, og den giver de unge kokke en mulighed for at mødes, danne nye relationer og udvikle deres kompetencer. Gennem KF Ungdom kan medlemmerne deltage i foredrag og workshops, og de kan selv være med til at præge, hvilke aktiviteter foreningen udbyder. Cirka 300 unge har allerede fået øjnene op for foreningen, og de er alle enten under uddannelse eller udlærte inden for kokkefaget.
”Initiativet med en forening for kokke under 30 år er stadig ny, og vi er stadig i gang med at få det hele op at køre,” fortæller Anne Cathrine Just Christensen, som har været med til at starte KF Ungdom. Hun er glad for at se, at så mange unge har lyst til at være medlemmer, og så håber hun, at foreningen også kan lokke folk til, som vil være med til at stable foredrag og workshops på benene. ”Vi mangler flere hoveder og flere hænder, så vi kan få lavet en række gode og givende arrangementer,” afslutter Anne Cathrine Just Christensen.
Læs mere om Kokke Forening Danmark på: www.kfdk.dk





