Vejen mod en michelinstjerne
Det er kun fire år siden, at ægteparret Michael Munk og Mette Derdau åbnede deres egen restaurant – i dag har den en Michelinstjerne
Hvad kræver det egentlig at få en Michelinstjerne? Spørger man Michael Munk, som ejer restaurant MeMu i Vejle, er svaret klart: ”Hårdt arbejde!”
For fire år siden åbnede Michael Munk og hans kone Mette Derdau restaurant MeMu. I februar 2018 blev de belønnet med den prestigefyldte Michelinstjerne – som den første restaurant i Vejle nogensinde. Men de er bestemt ikke kommet sovende til succesen: ”Man skal være villig til at arbejde mellem 350 og 400 timer om måneden i otte-ti år, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at komme i betragtning til en Michelinstjerne,” fortæller Michael Munk.
De helt rigtige lokaler
Bare det at åbne sin egen restaurant er en større udfordring, end det måske lyder. For man skal først finde en bank, som vil finansiere projektet, og det kan være svært. Michael Munk og Mette Derdau fandt heldigvis en, der troede på deres idéer, og så var de for alvor i gang.
Da de første gang ledte efter lokaler til restaurant MeMu, faldt de over et helt særligt et i Orla Lehmannsgade, men bygningens ejer ønskede ikke, at der skulle være en restaurant. Derfor endte Michael Munk og Mette Derdau med at åbne restauranten i Vissingsgade. Senere blev de ringet op af en mægler, som kunne fortælle, at bygningen i Orla Lehmannsgade havde fået nye ejere, som ikke var afvisende over for, at der skulle være restaurant:
”Vi tog hen og kiggede på lokalet igen, og vi var enige om,
at det kunne noget helt magisk, hvis man brugte det rigtigt. Det endte derfor
med, at vi flyttede restauranten hertil. Efterfølgende splittede vi konceptet
op i en restaurantdel og en bistrodel. Bistroen blev i lokalerne på Orla
Lehmannsgade, mens restauranten rykkede lidt længere ned ad gaden i et lokale,
der i højere grad egner sig til hele gourmetoplevelsen,” fortæller Michael
Munk.
Mad og vin er vigtigst
Da ægteparret første gang slog dørene op til deres nye restaurant, havde de allerede besluttet sig for, at det var selve spiseoplevelsen, som skulle være i fokus:
”Vi kunne ikke få alting på en gang, så vi valgte at prioritere mad og vin, og så var indretningen og porcelænet egentlig mindre vigtigt,” fortæller Michael Munk om ægteparrets start på tilværelsen som restaurantejere. Sidenhen har Michael Munk og Mette Derdau dog opdateret interiøret:
”Gæsterne skal selvfølgelig have ordentlige stole at sidde på, og vi har også opgraderet tallerkener og glas med tiden. Sidste år fik vi langt om længe købt professionelle ovne. Vi bruger ikke flere penge, end vi tjener, men de penge, vi tjener, bruger vi til gengæld på at forbedre spiseoplevelsen for vores gæster – både i restauranten og i bistroen,” siger Michael Munk.
Kvaliteten af maden i bistroen og restauranten er den samme, men serviceniveauet er selvfølgelig forskelligt. ”På restauranten kommer gæsterne for at få hele pakken – en vaskeægte luksusoplevelse. Der er nystrøgne, hvide duge på bordene og tjenere, der skænker op i glassene. På restauranten bliver der kræset ekstra for gæsterne. Det er en del af hele oplevelsen,” forklarer Michael Munk.
Stor anerkendelse
Da Michael Munk og Mette Derdau tre dage før uddelingen af årets Michelinstjerner blev inviteret til arrangementet på Københavns Rådhus, turde de ikke sætte forventningerne for højt, men de håbede selvfølgelig på, at de kunne tage hjem til Vejle med den eftertragtede stjerne: ”Vi besluttede os for at tage af sted og så bare se, hvad der skete. At man er inviteret, er ikke ensbetydende med, at man får tildelt en Michelinstjerne, så vi turde ikke håbe på for meget. Invitationen betød, at der i hvert fald var nogen, som havde fået øje på os,” siger Michael Munk.
Mette Derdau har tidligere været sommelier på Geranium, der, som den eneste restaurant i Danmark, har hele tre Michelinstjerner. Michael Munk har tidligere været med til at få en Michelinstjerne, da han arbejdede på en restaurant i København:
”Vi har efterhånden en del erfaring, og vi ved godt, hvordan tingene skal køre, for at det fungerer, men det er ikke nok, at Mette og jeg har styr på tingene. En forudsætning for succesen er, at vi har nogle dygtige medarbejdere. Før i tiden tog Mette sig af alt praktiske, mens jeg tilberedte al maden. I dag har vi 17 medarbejdere på fuldtid og tre på deltid, og det meste af personalet er ansatte i både restauranten og bistroen,” fortæller Michael Munk.
Han er begejstret for Michelinstjernen og synes, at den er kommet på det helt rigtige tidspunkt: ”Man skal være mentalt klar til Michelinstjernen, når man får den, og man skal ikke gå efter den, før man er helt sikker på, at det er det, man vil. Det er jo en meget stor anerkendelse, men samtidig stiller det også store krav og forventninger til restauranten. Gæsterne ser anderledes på hele konceptet, og det skal man selvfølgelig være i stand til at leve op til,” afslutter han.





